Prins Henriks Skole er den franske skole i København. Skolen tilbyder alle klassetrin i det franske skolesystem fra Maternelle (fra 3 års-alderen) til og med Terminale, svarende til den danske 3.g. Alle elever har det franske sprog til fælles.
Skolen giver mulighed for at tage både Folkeskolens afgangsprøve og Brevet Français - samt en dobbelt studentereksamen, som er anerkendt af begge lande. Den dobbelte studentereksamen er adgangsgivende til de videregående uddannelser i Frankrig, i Danmark, i andre europæiske lande og overalt i verden.
Prins Henriks Skole er en privatskole, som drives inden for danske juridiske rammer med støtte dels fra det danske Undervisningsministerium, dels fra franske AEFE, l'Agence pour l'Enseignement Français à l'Etranger.
Som i de øvrige 440 skoler under AEFE fordelt over hele verden, foregår undervisningen på fransk og følger de franske undervisningsprogrammer. Dansk sprog, kultur og samfundsforhold indgår i undervisningen i overensstemmelse med skolens danske retsstatus.